Det evige fysiske spil: den store illusion

I spillernes forestillingsverden er den fysiske kopi en garanti for evig adgang: disken er hjemme hos dig, ingen kan tage den fra dig. Denne beroligende opfattelse er i vid udstrækning en illusion siden de tilsluttede konsollers æra.

Disken indeholder ikke kun spillet

Ud over dataene er et moderne spil afhængigt af en licensvalidering: en identifikator, som konsollen kontrollerer. Hvad sker der, hvis licenspolitikken ændrer sig, eller hvis en systemopdatering beslutter, at visse nøgler ikke længere er gyldige? Konsollen kan teknisk set nægte at starte spillet, selv om dataene stadig ligger intakte på disken.

»Det fysiske er dødt siden 2005«

Det er ikke en talemåde. Siden konsollerne har været permanent forbundet, PS3, PSP, Xbox 360, allerede fra midten af 2000'erne, har en producent haft de tekniske midler til at bortvise et spil på afstand, via firmwaren og dens servere, herunder et spil du ejer i æske. På mediet står der en kode; systemet kunne beslutte aldrig at afvikle det igen.

Det er aldrig sket i stor skala, men det har været muligt i omkring tyve år. Med andre ord: den følelse af sikkerhed, som disken giver, svarer ikke længere helt til den tekniske virkelighed. Den reelle garanti har aldrig været plastikken; det er retten.

De »semifysiske« spil

Fænomenet forværres med spil, hvor disken kun indeholder en brøkdel af indholdet: massive opdateringer allerede fra dag ét, uundværligt indhold der skal downloades, patches uden hvilke spillet ikke fungerer. Mediet bliver en simpel adgangsbillet, og den dag serverne lukker, er det ofte ikke meget værd længere.

Spørgsmålet er derfor ikke »fysisk eller digitalt?«, men »hvilke rettigheder, og hvilke garantier for varighed, uanset mediet?«

At læse: ejer du virkelig det, du køber?