Videresalg af dematerialiserede spil i Frankrig: love, modsigelser og retsmidler

Den 23. oktober 2024 afsluttede Kassationsretten en ti år lang kamp for de franske domstole: i Frankrig kan man ikke videresælge et videospil købt i dematerialiseret form. Denne afgørelse bekræfter en modsigelse, som dette dossier har til formål at afkode og overvinde.

1. Modsigelsen mellem fysisk og digitalt

Et spil på disk eller cartridge kan videresælges: det er reglen om konsumption af spredningsretten. Det er ligegyldigt, at licensen i æsken forbyder det, loven går forud for kontrakten. Man kan derfor videresælge, udlåne eller testamentere sit fysiske eksemplar.

For det samme spil som download har de franske domstole afgjort det modsatte. Begrundelsen: det dematerialiserede spil bliver ikke "solgt", men "stillet til rådighed under en personlig og ikke-overdragelig licens", og det udgør et komplekst værk beskyttet af ophavsretten, hvor konsumptionsprincippet ikke gælder online. Resultat: mediet forsvinder, og med det retten til videresalg.

2. Den retlige vej

• 17. december 2019, TGI de Paris (byretten i Paris): sejr til UFC-Que Choisir, retten til videresalg anerkendt.
• 21. oktober 2022, appelretten i Paris: dommen omstødt, videresalg afvist.
• 23. oktober 2024, Kassationsretten: kassationsanken afvist (afgørelse nr. 23-13.738, ikke offentliggjort), til fordel for Valve ved de franske domstole.

På europæisk niveau bygger den fulgte logik på to afgørelser fra EU-Domstolen: UsedSoft (2012), som tillader videresalg af downloadede softwareprogrammer, og Tom Kabinet (2019), som afviser det for andre værker (digitale bøger). Da spil er blevet placeret på siden af de komplekse værker, er det Tom Kabinet, der vinder.

3. Retsmidlerne

Kampen er ikke slut, den skifter blot arena.

• Den europæiske lovgivningsvej. Da blokeringen skyldes de nuværende direktiver, er den egentlige løsning at skabe en ret til digitalt videresalg ved lov. Det er formålet med vores lovforslag om et retfærdigt videresalg.
• Den tekniske vej. Der findes allerede mekanismer til at overføre en licens på en sikker og sporbar måde, samtidig med at udgiveren aflønnes ved hvert videresalg, se vores artikel om videresalg via fysiske medier og tokens.
• Vejen via urimelige vilkår. Selv uden en ret til videresalg forbliver andre klausuler i platformskontrakterne (tilbageholdelse af midler, diskretionær opsigelse) anfægtelige i henhold til direktiv 93/13/EØF.

Paradokset består: jo mere industrien går over til det rent digitale, desto mere forsvinder de rettigheder, der blev opnået i den fysiske æra, uden at nogen lov nogensinde har besluttet det.

Kilder: Le Monde (24. okt. 2024) · Gamekult · Kassationsretten, 23. okt. 2024.

En fransk afgørelse, ikke afslutningen på den europæiske debat

Pas på ikke at overfortolke denne afgørelse. Tre vigtige nuancer:

• Begrundelsen er anfægtelig: den indfører en sondring mellem softwaren (brugt "indtil den bliver forældet") og videospillet (som hurtigt kunne vende tilbage på markedet "når partiet er slut"). Dette adfærdsmæssige kriterium virker skrøbeligt i lyset af den faktiske brug, mange softwareprogrammer overføres efter brug, og mange spil bliver spillet i årevis. Det egentlige omdrejningspunkt er ikke "er spillet gennemført?", men: er det solgte eksemplar software (underlagt konsumption) eller et komplekst værk / en tjeneste, der ikke er underlagt digital konsumption?
• Afgørelsen er ikke offentliggjort, ikke publiceret i bulletinen (nr. 23-13.738): den er ikke ophøjet til en principiel afgørelse, der varigt skal strukturere hele retspraksis.
• Kassationsretten er ikke EU-Domstolen: den har ikke forelagt et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, selvom debatten netop drejer sig om fortolkningen af europæiske direktiver (ophavsretsdirektivet 2001/29 over for softwaredirektivet 2009/24). Kun EU-Domstolen kan fastlægge en bindende og ensartet fortolkning af EU-retten.

Med andre ord: denne afgørelse afslutter tvisten mellem UFC-Que Choisir og Valve i Frankrig, men den afgør ikke spørgsmålet endeligt på europæisk niveau. Debatten forbliver åben, gennem et nyt søgsmål baseret på andre argumenter (spil der primært er software, solospil uden onlinetjeneste, tidsubegrænsede licenser, total lukning af det sekundære marked), gennem et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen, gennem en indgriben fra EU-Kommissionen, eller gennem en lovgivningsmæssig udvikling specifikt for digitale kulturelle og interaktive goder. PlayRite mener derfor, at spørgsmålet forbliver åbent på europæisk niveau.

Officielle referencer

• Direktiv (EU) 2019/770 om digitalt indhold og digitale tjenester (EUR-Lex)
• Kassationsretten, 1. civile afdeling, 23. oktober 2024, nr. 23-13.738 (ikke offentliggjort, Légifrance)
• Appelretten i Paris, 21. oktober 2022
• Byretten i Paris (TGI), 17. december 2019
• EU-Domstolen, UsedSoft mod Oracle, 3. juli 2012, C-128/11
• EU-Domstolen, Tom Kabinet, 19. december 2019, C-263/18